Per Vers: Musikbilen: Frank Hvam

"Når man ser en mand sidde i en bil med vinduerne nede og høj musik væltende ud, så tænker man 'sikke en idiot'. Men i det øjeblik man selv sidder inde i bilen med armen ude af vinduet, så virker det egentlig helt naturligt. Ens yndlingsnummer blæser ud af højtalerne, mens man tænker 'Det er jo sådan her, jeg er'. For musikbilen er selvbedragerisk. Den skaber en ny virkelighed, hvor man selv er helten. I musikbilen skal man ikke betale regninger, man er ikke for tyk. I musikbilen har man ikke fodsvamp. I det øjeblik musikken bliver slukket, er man igen bare en ordinær person, der har glemt at handle ind. Og så træder man direkte ud i en hundelort. Det værste, der kan ske, er, at ens kæreste banker på ruden og spørger ' Er du faldet i søvn?', mens man tænker 'Hvordan ku' du skat? Jeg var prins.' Måske er den virkelige verden bare blevet for kedelig. Vi lever i en oplyst tid. Alle sten er vendt. Der er ikke en vild og uudforsket Borneoø tilbage, hvor der ikke har været en tyk dansk turist. Gud er død, mystikken er væk. Når man endelig finder et nyt dyr, så er det jo ikke en snabelgiraf, men en ny underart af møl. Engang kunne man forestille sig, at der på den anden side af bakken boede en drage. Nu ved vi, at der bor en pædofil, der hedder Poul. Det har man set på TV2 News. Dengang var manuelt arbejde jo ikke kedeligt. Når man hakkede roer og hørte en lyd. Huh. Så kunne det være en bjergtrold. I dag er det bare en printer, der går i gang. Der er ikke noget at sige til, at vi sommetider sætter os ind i den bil, starter musikken og drømmer os væk. Verden er blevet kedelig, og vi er blevet Harry Potter suckers."